Start med at afgøre, om det virkelig er en fejl
Før du retter noget, skal du være sikker på, at det er en fejl, og ikke blot en formulering, du er blevet utilfreds med. Jeg oplever ofte, at kursister retter i hast, fordi en læser har skrevet en indvending, og så ændrer de teksten uden først at kontrollere, om indvendingen holder. Gå tilbage til din kildelog og find den oplysning, der er omstridt. Kan du pege på kilden og se, at den siger det samme som din tekst, er der måske ingen fejl at rette, men der kan være behov for at forklare dit grundlag tydeligere.
Er kilden derimod uklar, modstridende eller blevet ændret siden din læsning, har du et reelt spørgsmål. Skriv det ned i en kort notat med datoen for din oprindelige vurdering og datoen for den nye tvivl. Det lyder omstændeligt, men notatet er det første led i en rettelseslog, og det tvinger dig til at skelne mellem følelsen af at have taget fejl og dokumentationen for, at du har det.
- Find den omstridte oplysning i din kildelog
- Sammenlign med den oprindelige kilde, ikke din huskede version
- Skriv et kort notat med dato, før du ændrer noget
Afklar fejlens størrelse og følger
Ikke alle fejl vejer lige. En stavefejl i et navn er noget andet end en forkert påstand om, hvem der har truffet en beslutning. Spørg dig selv, om fejlen ændrer meningen for en læser, der stoler på teksten, og om nogen kan være blevet forkert stillet af den. En fejl, der rammer en navngiven person, kræver mere omhu end en forkert årstal i en baggrundsbemærkning.
Overvej også, hvor langt fejlen har bredt sig. Står den kun i din hovedtekst, eller er den citeret i en overskrift, et billedtekst eller et resumé? Gennemgå alle steder, hvor oplysningen optræder, så du ikke retter ét sted og lader resten stå. Under kurset øver vi at lave en lille oversigt over alle forekomster, og den tager sjældent mere end få minutter at lave, når din dokumentation er i orden.
- Ændrer fejlen meningen for læseren?
- Er en navngiven person berørt?
- Hvor mange steder står oplysningen?
Bestem, hvordan rettelsen skal være synlig
Kernen i åben rettelse er, at læseren kan se, at noget er ændret. Stille rettelser, hvor teksten bare erstattes uden et ord, svækker tilliden, også selv om den nye version er korrekt. Beslut, om rettelsen skal stå som en tydelig note øverst eller nederst, og hvor meget af den oprindelige formulering der skal fremgå.
En god rettelsesnote er kort og saglig. Den siger, hvad der stod, hvad der nu står, og hvorfor ændringen blev lavet, uden at undskylde i vendinger eller forsvare sig. Undgå at skrive, at fejlen var uvæsentlig, hvis du ikke har grund til at sige det. Lad læseren vurdere vægten selv. Jeg anbefaler kursisterne at skrive noten, før de ændrer selve teksten, så de ikke glemmer at forklare ændringen, når den først er foretaget.
- Skriv, hvad der stod, og hvad der står nu
- Forklar kort årsagen uden forsvar
- Placér noten, hvor læseren faktisk ser den
Opdater din rettelseslog
En rettelseslog er ikke en skamsøjle, men et arbejdsredskab. Hver gang du retter, noterer du dato, tekstens titel, den oprindelige og den rettede oplysning, kilden til den korrekte version og hvem der fandt fejlen. Over tid viser loggen dig mønstre: måske opstår de fleste fejl i tal, eller når du citerer efter hukommelsen.
Før loggen, så andre kan læse den. Skriv i fuldstændige sætninger frem for forkortelser, du selv kun forstår i dag. Hvis en redaktør, en kollega eller du selv om et år skal forstå, hvad der skete, må posten kunne stå alene. Mange kursister opdager, at den disciplin også gør deres almindelige noter bedre, fordi de vænner sig til at skrive, hvorfra en oplysning stammer.
- Dato, titel, før og efter, kilde
- Notér hvem der opdagede fejlen
- Skriv så en fremmed kan forstå posten
Tjek, om andre skal underrettes
Nogle rettelser rækker ud over din egen tekst. Har du delt materialet med en kilde, en samarbejdspartner eller en redaktør, bør de have besked, især hvis de har brugt oplysningen videre. Spørg dig selv, hvem der har læst eller gengivet den fejlbehæftede version, og som kan blive stående med et forkert billede.
Er en navngiven person berørt, er det god skik at kontakte vedkommende direkte, før eller samtidig med at rettelsen offentliggøres. Det handler ikke om at bede om lov, men om at vise respekt og undgå, at personen opdager det tilfældigt. Skriv i din log, hvem du underrettede, og hvornår, så der er et spor at følge, hvis spørgsmålet kommer op igen senere.
- Har nogen brugt oplysningen videre?
- Kontakt berørte personer direkte
- Notér i loggen, hvem du har underrettet
Gå listen igennem én gang til, før du publicerer
Når rettelsen er skrevet, så læs den igennem som en fremmed ville. Er den forståelig uden forkundskab? Står der det samme i noten, i teksten og i din log? Ofte opdager man først ved denne sidste gennemlæsning, at rettelsen selv indeholder en lille unøjagtighed, og det er netop dér, omhu betaler sig.
Sørg også for, at du ikke ændrer andet i samme ombæring. Slipper der uvedkommende redigering med, bliver det svært for læseren at se, hvad rettelsen egentlig drejede sig om. Hold ændringen afgrænset, og gem en kopi af den oprindelige version, så du kan dokumentere forløbet. Først derefter er du klar til at lade rettelsen gå live.
- Læs noten som en fremmed
- Hold ændringen afgrænset til fejlen
- Gem en kopi af den oprindelige version
En rettelse er sjældent svær at lave, men den er let at lave dårligt. Går du listen igennem, før du beslutter dig, får du overblik over fejlens art, størrelse og rækkevidde, og du ender med en rettelse, læseren kan gennemskue. I kurset øver vi netop disse trin med arbejdsark, så de bliver til en vane frem for en nødløsning, når en fejl først er opdaget.