Start med at formulere, hvad samtalen skal give dig
Før du skriver et eneste spørgsmål, så skriv ét til to sætninger om, hvad du har brug for at vide, når samtalen er slut. Det lyder banalt, men det er her, de fleste planer går galt. Hvis formålet er løst, bliver spørgsmålene en samling af nysgerrigheder, og du kommer hjem med mange svar og lidt, du kan bruge.
Skriv formålet som noget, du kan afprøve bagefter: har jeg fået bekræftet tidsforløbet, har jeg fået en forklaring på beslutningen, har jeg fået personens egen vurdering. Tænk over, hvad du allerede ved fra dokumenter og andre kilder, og hvad kun denne person kan fortælle. Den forskel afgør, hvor du skal bruge tiden.
Notér også, hvad du ikke skal bruge samtalen til. Hvis en oplysning står i et offentligt dokument, skal du ikke spørge om den, men højst bede om en kommentar til den. Det sparer tid og viser kilden, at du har forberedt dig, hvilket ofte gør svarene mere præcise og samtalen mere ligeværdig.
Gem formålet øverst på planen, så du kan se det med et enkelt blik under samtalen. Når du mister tråden, er det den sætning, du vender tilbage til.
- Formål i én til to sætninger
- Hvad du allerede ved og kan dokumentere
- Hvad kun denne person kan svare på
- Hvad samtalen ikke skal bruges til
Byg rækkefølgen op, så samtalen får en naturlig bevægelse
En god interviewplan har en bue. Begynd med åbne, lette spørgsmål om personens rolle og hverdag, så begge parter falder til. Gå derefter til forløbet i kronologisk orden, og gem de svære spørgsmål til midten eller senere, når der er opbygget tillid, men før tiden er ved at løbe ud.
Del planen i få emneblokke, og giv hver blok en overskrift og et antal minutter. Så ved du undervejs, om du er foran eller bagud. Hvis samtalen er sat til 45 minutter, er tre til fire blokke realistiske. Flere blokke giver overfladiske svar, og færre kan gøre samtalen ufokuseret.
Placér det vigtigste spørgsmål i hver blok først, og skriv de øvrige som mulige. Du behøver ikke stille dem alle. Planen er en støtte, ikke et manuskript, og den må gerne have synlige huller, hvor du på forhånd ved, at du vil lytte frem for at styre.
Slut altid med et åbent spørgsmål, for eksempel om der er noget, du burde have spurgt om. Det giver kilden mulighed for at supplere, og det er ofte her, de mest interessante oplysninger dukker op.
- Åbning: rolle og hverdag
- Midte: forløb og de sværeste spørgsmål
- Afslutning: hvad har jeg ikke spurgt om
Skriv spørgsmål, der giver brugbare svar
Formulér spørgsmålene åbent og kort. Et spørgsmål, der starter med hvordan eller hvad skete der, giver en fortælling. Et spørgsmål, der kan besvares med ja eller nej, giver en bekræftelse, og den kan du kun bruge, hvis du bagefter kan påvise, hvad den dækker. Brug lukkede spørgsmål bevidst, til at fastlåse fakta.
Undgå spørgsmål, der indeholder to spørgsmål, og undgå dem, hvor din antagelse allerede ligger i formuleringen. Hvis du spørger, hvorfor beslutningen var forkert, har du bedt personen forsvare sig, og svaret bliver derefter. Spørg i stedet, hvordan beslutningen blev truffet, og hvem der var med.
Læs spørgsmålene højt, før du lægger planen fra dig. Når de klinger kunstige eller lange, bliver de det også i rummet. Skriv dem, som du ville sige dem, og stryg ord, der kun er der for at lyde grundige.
Hvis du skal bruge et citat, så sørg for, at du kan genkende det som kildens egne ord. Bed gerne om en uddybning med formuleringer som kan du sige det med dine egne ord, så får du et citat, der er klart nok til at stå alene.
- Ét spørgsmål ad gangen
- Åbne spørgsmål til fortælling, lukkede til fakta
- Ingen antagelser gemt i formuleringen
Planlæg opfølgningen, før du sætter dig ned
Opfølgning er der, hvor interviewet bliver godt, og den kan forberedes. Under hvert hovedspørgsmål kan du skrive to eller tre mulige opfølgninger: hvad mener du helt konkret, kan du give et eksempel, hvem kan bekræfte det, og hvornår skete det. De korte spørgsmål gør vage svar til noget, du kan notere og kontrollere.
Forbered også, hvad du gør, hvis svaret afviger fra det, dokumenterne viser. Beslut på forhånd, om du vil konfrontere med det samme eller notere afvigelsen og vende tilbage senere i samtalen. Begge dele kan være rigtige, men det er klogest at vælge, før du sidder med en anspændt kilde.
Tillad pauser. Mange begynder at fylde stilheden med næste spørgsmål, men det er ofte i pausen, at kilden tilføjer det, der egentlig er vigtigt. Skriv gerne ordet vent i margenen ved de spørgsmål, hvor du forventer et tøvende svar.
Hold en kort liste over dokumenter, du kan vise eller henvise til. Hvis du skal bede om en forklaring på en konkret passage, er det lettere, når du har siden ved hånden og kan pege på linjen.
- To til tre opfølgninger pr. hovedspørgsmål
- Aftal med dig selv, hvornår du konfronterer
- Medbring de dokumenter, du vil henvise til
Praktisk opsætning: noter, optagelse og aftaler
En plan, der kun findes i dit hoved, hjælper ikke, når samtalen drejer af. Brug et ark med god plads: spørgsmålene til venstre, plads til noter til højre. Marker med et enkelt tegn de steder, hvor du vil vende tilbage, og med et andet de oplysninger, du skal kontrollere bagefter.
Aftal på forhånd, om samtalen optages, og hvad der gælder for citater og for oplysninger, der gives uden at kunne tilskrives. Skriv aftalen ned i din plan, og gentag den kort i begyndelsen af samtalen, så der ikke er tvivl bagefter. Det er også en del af sporbarheden i dit arbejde.
Noter tidspunkt, sted og hvem der deltog, i toppen af arket. Det virker som en detalje, men når du senere skal dokumentere, hvornår en oplysning blev givet, er det de linjer, du leder efter. Gem planen sammen med optagelsen eller noterne i din researchmappe.
Sæt tid af til at skrive noterne rene samme dag. Erindringen er skarpest lige efter, og du kan markere, hvad der er direkte citat, hvad der er din gengivelse, og hvad der stadig mangler bekræftelse.
- Spørgsmål til venstre, noter til højre
- Aftale om optagelse og citater skrives ned
- Dato, sted og deltagere i toppen
Efter samtalen: brug planen til at vurdere udbyttet
Når samtalen er slut, så læs formålet øverst igen. Fik du det, du skulle bruge? Marker, hvilke spørgsmål der blev besvaret, hvilke der blev undveget, og hvilke nye der opstod. Den gennemgang tager ti minutter og afgør, om du skal have en opfølgende samtale eller kan gå videre til at kontrollere oplysningerne.
Sammenhold svarene med dine dokumenter og andre kilder. Er noget uenigt, skriv det ned med tydelig angivelse af, hvem der siger hvad, og hvad der kan dokumenteres. Det er også her, du ser, om dine spørgsmål var gode: hvis svarene er vage, var det måske spørgsmålet, ikke kilden, der skulle skærpes.
Gem planen, som den blev brugt, med dine tilføjelser. Næste gang du skriver en plan, kan du genbruge strukturen og se, hvilke formuleringer der virkede. En lille samling af egne planer er en af de mest nyttige ting, du kan bygge op over tid.
Overvej til sidst, om kilden har ret til at se sine egne citater eller en faktuel gengivelse før offentliggørelse. Beslut det efter dine egne retningslinjer, og skriv det i researchmappen.
- Hvilke spørgsmål blev besvaret, og hvilke undveget
- Afvigelser noteres med afsender
- Planen gemmes sammen med noterne
En interviewplan er ikke en lang liste af spørgsmål, men en kort struktur med formål, rækkefølge, opfølgning og praktiske aftaler. Når du har skrevet den, kan du slippe papiret et øjeblik og lytte, fordi du ved, hvor du er på vej hen. Prøv den på det næste interview, og justér efter, hvad der virkede, og hvad der ikke gjorde.